Ofte stillede spørgsmål

Hvilke borgerforslag kan jeg stille?

Dit forslag skal være relevant for de opgaver, kommunen løser, og det skal 

  • leve op til dansk lovgivning
  • ikke være stødende eller injurierende
  • ikke indeholde fortrolige eller følsomme personoplysninger

Du kan for eksempel godt stille forslag om at udvide cykelstierne på de kommunale veje, men du kan ikke bede Byrådet om at sænke hastigheden på motortrafikvejen, da det er en statsvej.

Hvad sker der i praksis, når jeg stiller et borgerforslag?

Send borgerforslag 

  • Du stiller dit forslag ved at logge ind med MitID eller NemID og udfylde formularen. 
  • Når du har sendt dit forslag, modtager du en e-mail med bekræftelse på, at det er modtaget.

Vurdering af dit forslag 

  • Vi vurderer, om det lever op til betingelserne.
  • Hvis betingelser ikke er opfyldt, sletter vi forslaget. 

Afstemning

  • Når dit forslag er blevet offentliggjort, kan andre stemme på det.  
  • Hvis dit forslag opnår 2000 stemmer inden for 1 år, vil det blive behandlet af Byrådet.
  • Hvis dit forslag ikke opnår 2000 stemmer inden for 1 år, vil det blive arkiveret.  

Hvor mange stemmer skal et borgerforslag have for at blive behandlet af Byrådet?

Et borgerforslag skal opnå stemmer fra mindst 2000 borgere i kommunen for at blive behandlet af Byrådet. 

Hvordan stemmer jeg på et borgerforslag?

Du skal have bopæl i kommunen for at stemme på et borgerforslag, som en anden har stillet.

Du afgiver din stemme ved at logge ind med enten MitID eller NemID og finde det borgerforslag, som du vil stemme på. Dine oplysninger vil ikke være synlige for andre.

Hvor lang tid er mit borgerforslag aktivt?

Dit borgerforslag skal have stemmer fra mindst 2000 borgere i kommunen i løbet af 1 år for at blive behandlet af Byrådet.

Hvis det ikke får nok stemmer, bliver det arkiveret. 

Hvor gammel skal jeg være for at kunne stille borgerforslag eller stemme på andres forslag?

Du skal være fyldt 18 år for at kunne oprette dit eget borgerforslag eller stemme på andres.

Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan oprette et forslag på computeren?

Har du ikke mulighed for at oprette et borgerforslag eller afgive din stemme på hjemmesiden, kan du kontakte Byrådssekretariatet på byrådssekretariatet@horsens.dk.

Hvilke oplysninger skal jeg give, når jeg stiller et borgerforslag?

Når du stiller et borgerforslag, skal du oplyse navn, adresse og e-mail. Dit navn vil være synligt på hjemmesiden.

Hvordan behandler i personoplysninger?

Når du opretter et borgerforslag, eller stemmer på andres forslag, registrerer vi dit navn, adresse og din e-mail sammen med forslaget.

Formålet med at gemme oplysningerne er at sikre, at betingelserne og proceduren for ordningen bliver overholdt, og for eventuelt at kunne kontakte dig om dit forslag.

Se også Vilkår og betingelser, herunder pkt. 2, Forpligtelser for brugere af borgerforslag.